Champagne – bobler, balance og fest

Champagne er en fransk vinregion, kendt i hele verden for sin unikke mousserende vin, der udspringer af et særligt terroir og et håndværk, der har været forfinet gennem århundreder. Regionen ligger i det nordøstlige Frankrig omkring Reims og Épernay og nyder godt af en kalkrig undergrund, et køligt klima og skråninger med ideel eksponering mod solen. De tre vigtigste druesorter – Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier – trives her og giver vine med friskhed, finesse og balance. Der findes også andre tilladte sorter som Arbane, Petit Meslier, Pinot Blanc og Pinot Gris, men de udgør kun en meget lille del af beplantningen.

Siden middelalderen har vinene fra Champagne spillet en rolle i fransk historie. De blev serveret ved kroningerne af Frankrigs konger i Reims og fik derfor tilnavnet “kongernes vin”. Gennem århundrederne har champagne udviklet sig til et universelt symbol på fest og luksus - elegance og fejring.

Fremstillingen følger en særlig metode, hvor druerne høstes i hånden og presses hurtigt for at bevare friskheden. Den første gæring finder sted som for almindelig hvidvin, hvorefter vinen tappes på flaske med en blanding af vin, sukker og gær – den såkaldte “liqueur de tirage”. Dette starter den anden gæring, kaldet “prise de mousse”, hvor kuldioxiden dannes og skaber de fine bobler i flasken. Når gæringen er afsluttet, bliver flaskerne liggende på deres bundfald – “sur lie” – i mindst 12 måneder, ofte meget længere. Til sidst fjernes bundfaldet ved den klassiske proces kaldet “dégorgement”, hvorefter man tilsætter en lille mængde vin og sukker – “liqueur de dosage” – som bestemmer champagnens endelige stil: Extra brut, brut, eller demi-sec. Man kan også springe dette trin over og opnå en Brut Nature eller Zéro Dosage.

Et “Blanc de Blancs” er en champagne lavet udelukkende på grønne druer – næsten altid Chardonnay – og udtrykker en let, frisk og mineralsk stil med fine citrustoner og præcision. Et “Blanc de Noirs” derimod laves på blå druer som Pinot Noir og Pinot Meunier, men uden skindkontakt, så vinen forbliver lys. Den er typisk rundere, mere vinøs og kraftige med noter af røde bær og moden frugt.

Champagne er mere end blot en vin – det er en oplevelse, et udtryk for følelse og fællesskab. I glasset mødes friskhed og kompleksitet med noter af brioche, ristet brød og hvide frugter, som udvikler sig med tiden. Fra aperitif til dessert (mange glemmer - hvor spændende food paring med champagne kan være), bringer champagne mennesker sammen og bliver et symbol på glæde, generøsitet og fransk livskunst.